Side:Anarkiets bibel (1906).djvu/230

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


med de penge de tog ind for sine egne varer, og maatte følgelig betale differencen i guld. Og denne difference voxte stadig efterhvert som deres afsætning sank. En stadig øgende guldstrøm randt altsaa nu ind i landet, og gjennem landmændenes og bankernes kasser tog den vejen ind til centralbanken, der nu betalte barbarernes guld med papir, som den tidligere hadde maattet betale deres papir med guld. Og da vort produktions-apparat tilslut var blit stort nok til at vi selv kunde overta alt det arbejde barbarerne hidtil hadde udført for os, og barbarerne altsaa slet ingen afsætning fandt mere, saa blev de jo nødt til at betale landmændene udelukkende med guld. Dermed hadde altsaa den guldstrøm der randt ind i landet naad sit højdepunkt og voxte ikke mere; men nu var den ogsaa blit saa stor, at centralbanken med den kunde bestride baade renter og afdrag paa sin gamle gjæld — og ny gjæld behøvet den jo ikke mere at stifte. Da guldet, efterhvert som det randt ind i landet blev indløst med sedler af gjældsfondets midler og derefter brugtes til at betale bankens gjæld, kom gjældsfondet nu til at synke sammen med gjælden, som det før hadde voxet sammen med den — og naar gjældsfondet en skjønne dag var udtømt, vilde det altsaa betyde, at banken var gjældfri. Gjælden betalte med andre ord sig selv, banken sad med hele sin vældige formue ubeskaaret — og denne formue voxte ustanselig videre. Bedre end den var, kunde saaledes centralbankens stilling ikke vel være.

Og bankerne sad paa sit vis ikke daarligere i det.