tredjeparter af alt dette guld. Operationen var gaat ligetil og naturlig for sig: Gjennem en lang aarrække tog barbarerne mange flere penge ind for de varer de solgte, end de gav penge ud for hvad de kjøbte af landmændene. Differencen var altsaa penge som gjennem barbarernes kasser flød ud af landet. Og da barbarerne tog pengene ind i form af sedler, der jo ikke lod sig bruge udenfor landets grænser, sendte de stadig disse sedler ind til centralbanken og fik dem ombyttet med guld. Saalænge centralbankens guldbeholdning vedblev at være mer end stor nok til at dække tredjeparten af den cirkulerende seddelmasse, blev det guld hvormed barbarernes sedler indløstes ikke erstattet. Alligevel blev sedlerne centralbankens ejendom, og den laante dem ud til bankerne mod 5 procents rente og sikkerhed i værdipapirer. Da derfor den situation meldte sig, at guldbeholdningen ikke længer var mere end akkurat stor nok til at dække tredjeparten af seddelmassen, sad altsaa centralbanken med sin egen formue der var lig værdien af de to tredjedele af alt det guld landet oprindelig hadde ejet, plus et betydeligt beløb, der udover gjennem aarene var blit inkasseret som renter af de indløste og udlaante sedler. Det hele udgjorde tilsammen en ganske vældig kapital. Af den trak centralbanken nu uafladelig 5 procents rente, og da dens administrations-omkostninger bare beløb sig til en liden del af denne svære rente-indtægt, voxte formuen ustanselig. Ganske vist maatte banken, da den nu ikke længer kunde røre ved sin guldbeholdning, indløse alle de sedler
