sank altsaa stadig. Foreløbig lod man den imidlertid rolig synke — det var jo bare tredjeparten af sedlerne som behøvet at være dækket med guld.
Da arbejdet var færdigt og de nye etablissementer traadte i virksomhed, viste de sig i høj grad konkurrence-dygtige —: aktierne gav simpelthen 20 procent. Det var jo meget mere end nogen havde ventet, aktie-ejerne gned fornøjet sine hænder, og ingen af dem tænkte paa at afhænde saa indbringende papirer. Undtagen gründerne, som imens hadde planlagt en række nye foretagender og nu vilde sætte alt hvad de hadde i dem. De bød altsaa sine aktier ud tilsalgs, og slig rift blev der om dem, at hver aktie blev betalt med det tredobbelte af sit paalydende. Gründerne, som jo allesammen hadde vandet sine selskabers aktiekapitaler med betydelige beløb fik altsaa nu tre-doblet baade disse beløb og de penge de selv hadde indbetalt paa aktier — de hadde med andre ord hver især tjent sig en formue. Denne formue, som de altsaa nu sat i sine nye foretagender, øget de først ved atter at vande de nye selskabers aktiekapital — og da saa ogsaa de nye foretagender viste sig at gi 20 procent, tredoblet de paany det hele ved at sælge sine aktier. Og slig blev de ved. Gründernes formuer voxte derfor med en svimlende fart, og de var blit millionærer og mangemillionærer, da de tilslut fandt det klogest at trække sig tilbage og overlade gründer-virksomheden til yngre kræfter, mens de selv nøjet sig med 5 procent af sine formuer, som de hadde realiseret i penge og betroet bankerne.
