De penge som rullet fra os, kom altsaa ikke allesammen til at havne i barbarernes lommer. Endel af dem kom landmændene til at fange op paa vejen ved hjælp af sine høje priser der tvang befolkningen til at kjøbe saa lidet som muligt af barbarerne; og en anden del af dem vilde, efter foreløbig at være havnet i barbarernes lommer, derfra ta vejen til landmændenes kasser som betaling for de varer barbarerne kjøbte af dem. Den del af vor rullende kapital som landmændene saaledes reddet fra barbarernes klør, vilde vi altsaa kunne faa laant tilbage. Men dermed var vi slet ikke hjulpne. For at kunne holde vor rullende kapital vedlige maatte vi jo ha tilbage, ikke en del af de penge, som rullet fra os, men dem allesammen.
Følgelig maatte der laves nye penge istedenfor dem barbarerne tjente og førte ud af landet.
Dertil gaves der kun én udvej — som man ogsaa i Vesten forlængst havde grebet til — nemlig at gjøre den kapital, der laa bundet i fast ejendom flydende, ved hjælp af et praktisk indrettet bankvæsen, som lavet penge paa pante-obligationer. De penge man paa den maade kunde lave, blev rigtignok af papir og ikke af guld; men man hadde i Vesten erfaring for, at banksedler var ligesaa brugelige som guldpenge, bare man sørget for til enhver tid at ha saa meget guld i kasse at man paa anfordring naarsomhelst kunde indløse en tredjepart af den cirkulerende seddelmasse. Mere end en tredjepart kunde der nemlig erfaringsmæssig aldrig bli tale om maatte indløse selv i de vanskeligste tider,
