mændene behøvet altsaa slet ikke at slaa sine priser ned af frygt for at bli siddende med varer paa lager.
Befolkningen og vi kjøbte ganske rigtig nu ikke længer saa meget af landmændene som før. Befolkningen, hvis kjøbeevne var blit betydelig reduceret ved det nedslag i arbejdsløn som hadde fundet sted over hele linjen, var jo nødt til at indskrænke sig og spare. Da mad var det der mindst kunde undværes, blev der først sparet hvad spares kunde paa alle andre fornødenheder, og befolkningen kjøbte derfor nu meget mindre af barbarerne end den før havde kjøbt af os. Alligevel kunde den for hvad der blev tilbage af dens arbejdsløn slet ikke kjøbe det samme kvantum levnetsmidler som før; den maatte kjøbe mindre og leve tarveligere. Og vi for vor del hadde jo ikke længer brug for at kjøbe de raastoffe som vi tidligere hadde benyttet til vor forbrugs-produktion. Men baade de levnetsmidler som befolkningen ikke længer hadde raad til at kjøbe, og de raastoffe vi ikke længer hadde brug for, kunde altsaa landmændene uden vanskelighed afhænde til barbarerne til de samme priser som de før hadde faat af os. For hver ny omdrejning af deres produktions- og omsætningsapparat vilde de altsaa vedblivende komme til at ta ind den samme sum som de hadde plejet at ta ind før barbarerne kom. Og da de hvergang slap med den samme mindre arbejdsløn og den samme mindre udgift til haandværk- og industri-artikler, saa vilde hver gang de samme to differencer bli liggende tilbage i deres kasser som optjente penge.
