og de to andre tredjeparter kunde derfor ligesaa godt dækkes med panteobligationer i fast ejendom.
Tilbage var endnu én vanskelighed:
Vel tjente landmændene endel af de penge som rullet fra os, men saalænge vi selv slet ingen forbrugs-artikler producerte, kom dog størsteparten af alle de penge vi og vore arbejdere brugte, til at gaa i lommen paa barbarerne, og naar en slig guldstrøm i et længere tidsrum uafladelig randt ud af landet vilde det ikke kunne undgaaes at vor guldbeholdning en skjønne dag blev for liden, selv til at dække bare tredjeparten af de cirkulerende sedler. Men den tid den sorg. Inden det punkt var naad skulde vi nok ha lært barbarerne at forstaa med hvad slags folk de hadde at gøre; landet vilde da ha kredit, og vi vilde altsaa kunne følge Vestens exempel: udstede stats-obligationer og laane guld af barbarerne paa dem.
Det med pengene lod sig altsaa alligvel greje.
Efter at ha gjort os rede for dette lavet vi vore banker med vor gamle rullende kapital som grundfond — enhver af os tog bankaktier for sine penge. Da bankerne bød 5 procents rente for indskud sendte landmændene strax ind alt hvad de hadde ledig i kasse, og blev siden ved at sende ind alle de penge de tjente, efterhvert som de tjente dem. Alt guld blev af bankerne sendt ind til en centralbank som hadde faat eneret til at udstede sedler, og centralbanken la guldet ned i sine kjældere og gav bankerne pengesedler isteden. Den opgave centralbanken hadde at løse var en dobbelt. Paa den ene side skulde den
