og morer ham, og det er selve dette menneskelige arbejde, ikke pengene han faar for det, som optar hans tanke — hvis den da ikke er paa flugt andetsteds og kredser om andre menneskelige ting. Og derfor sidder der ikke en skilling og gliser i hans øje, men der glitrer et solglimt i det — et vidunderlig menneskeligt solglimt, som straaler hans sjæls glæde ved livet ud i luften omkring ham.
— Aah, dette vidunderlige solglimt i hvermands øje, hvor er det en hjertets vederkvægelse at møde det overalt i mit kjære gamle land!... Ogsaa hos os findes stærkt befærdede gader hvor tusinder af mennesker mylrer afsted mellem hverandre, travlt optat hver med sit. Men hvor du gaar, overalt blinker det dig imøde dette velsignede solglimt i alles øjne — det ligesom fylder luften med livsglæde. Og fanger et menneskes blik i forbigaaende dit, da tindrer pludselig solglimtet i hans øje stærkere ved mødet, og du føler det som om et smil af sol og lykke straaler fra hans sjæl over i din og hvisker det til dig i stille jubel —: Ja, tænk vi lever, er det ikke vidunderligt...
For os Østens folk er dette solglimt i hvermands øje selve den atmosfære hvori vor sjæl lever og aander og føler sig lykkelig som fuglen i luften. Sluktes det omkring os vilde det ogsaa slukke hos os selv — dets straaleglans i vort eget øje nærer sig af sit gjenskin i alle de andres. Her hos jer er det slukket overalt og har veget pladsen for det gyselige skillings-glis. Aah om I ante hvor min sjæl fryser i dette land! Lukker jeg et øjeblik mine øjne og sætter mig i fan-
