hin første spasér-tur gjennem jere gader bragte haarene til at rejse sig paa mit hode af uhygge. Selv nu her iaften hvor jeg sidder festlig sammen med jer, som jeg jo alle kjender fra en saa elskværdig side, og som sikkerlig ingen af jer netop i denne stund er optat af nogen tanke paa vinding — selv nu her føler jeg det som at han er tilstede midt iblandt os, hin skrækkelige mand som den første dag mylret mig imøde med sit ene spøgelse-ansigt paa de tusen kroppe — midt iblandt os er han her tilstede og stirrer uafladelig paa mig gjennem jeres alles øjne... jeg slipper aldrig fra ham!...
Den lille gule mand gjorde en stans — saa fortsatte han:
— Ogsaa hos os maa hver mand tjene penge for at kunne leve. Thi vel frembringer befolkningen paa hvert enkelt sted hvad den selv bruger, men hver enkelt mand kan ikke gjøre det samme — han er jo nødt til at vælge sig en bestemt branche og ved sit arbejde i den tjene de nødvendige penge for at faa hvad han skal ha. Men er han ikke netop arbejdsløs — hvad der yderst sjælden hænder ham — og derved hindret fra selv at skaffe sig disse penge, spiller de ingensomhelst rolle i hans fantasi. Han ved paa forhaand at hans nyttige arbejde vil bringe dem, og at han vil ta dem og gi dem fra sig igjen for derigjennem at udbytte sit arbejdes resultater med resultater af andres arbejde; men noget andet end dette ligegyldige byttemiddel ser han ikke i dem, og derfor hæfter hans tanke sig ikke ved dem. Glad gaar han til det arbejde, han selv har valgt og som interesserer
