forta sig. Men det skrækkelige ene menneske blev ved at mylre om med sit rædsomme ansigt overalt hvor jeg kom — hvordan djævelen kunde det hænge sammen?!... Var det kanske bare race-ligheden, der stak mig som fremmed i den grad i øjnene, at den fuldstændig slog ihjel alle individuelle forskjelle?... Nejda, nu saa jeg hvad det var —: det var det at én og samme tanke luret inde bag hvert øjenpar og fyldte disse tusinder af ansigter med sit ene samme udtryk ... en og samme uhyggelige, mystiske, fremmede tanke, der ingenting hadde med noget menneskeligt at gjøre. Selve denne tanke var det der iklædt kjød og blod mylret mig tusind-doblet imøde overalt. Besynderligt — hvad var det dog for en tanke?... Selv ganske umenneskelig mindet den dog om noget menneskeligt... som vanvidstanken i en gal mands øje minder om noget menneligt, skjønt man ikke kan tyde den, fordi den dukker op af en verden der ikke har med menneskelige ting at gjøre... Men jo! pludselig gik det op for mig —: Vinding!... Vinding! var den ene og samme tanke som lurte indi alle disse øjenpar og formet alle disse ansigter over sin ene og samme læst — Vinding!
— og pludselig kom det mig for, at der inde i hvert øje sad en skilling og gliste ud paa mig...
Jeg kom aldeles syg hjem. —
Naturligvis er jeg siden kommet over dette første indtryk og har nu faat saa vidt øje for de individuelle forskjelle at jeg kan skjelne dette lands beboere ud fra hverandre. Men endnu bestandig skimter jeg dog bag hver enkelts træk det uforglemmelige ene ansigt som paa
