tilbage at nævne; om jeg blir hundrede aar skal jeg aldrig kunne glemme hvordan haarene rejste sig paa mit hode da jeg først blev den var:
Det var da jeg den første dag af mit ophold her tog mig en tur gjennem jere store livlige gader, hvor det jo bare er mere eller mindre velklædte folk som færdes. Et muntert syn ved første øjekast, alle disse tusinder af velklædte mennesker som mylret afsted mellem hverandre, travlt optat hver med sit — et muntert menneskeligt syn! Men da jeg saa nærmere til, grebes jeg pludselig af en underlig uhygge, og en kold gysen krislet mig i haar-roden og krøb mig kriblende ned gjennem alle lemmer, saa jeg fik gaasehud over hele min krop. For hvad i guds hellige navn var dog dette? ... var jeg pludselig kommet ind i en spøgelseverden, eller hvad? — her gik det jo slet ikke naturlig til!... Denne menneskemasse — det var jo slet ikke nogen almindelig menneskemasse... det var jo slet ikke, som jeg først hadde trod, tusinder af mennesker som mylret om mellem hverandre, travlt optat hver med sit; det var jo den ene og samme mand, som myldret om overalt jo! ... et og samme menneske, som ved et djævelsk blændværk hadde tusen-doblet sig og mylret afsted med sit ene og samme uhyggelige ansigt, hvor jeg saa vendte mig hen ... Og hvad var det dog for et skrækkeligt ansigt! ... og huj for et fælt blink i øjet! det hadde noget absolut ikke menneskeligt ved sig — det var det, der voldte min gysen. Et øjeblik tænkte jeg det hele maatte være en hallucination, og at den nok vilde
