end denne udvortes kontrast, det var at se disse kraftfulde velplejede maskiner formelig gasse sig af velvære og udføre sit kjæmpe-arbejde som var det bare en behagelig motion de tog sig for sin sundheds skyld — mens arbejderne der betjente dem ikke blot saa overanstrængte og udkjørte ud, men man læste paa deres trætte ansigter en forpint haabløs resignation, som var de stakler sig bevidst at være de skinnende uhyrers værgeløse slaver. Sandelig, disse arbejdere saa ud til at ha det ligesaa ondt som maskinerne hadde det godt. „Pengepisk-svingerne i dette land holder tydeligvis mere af sine maskiner end af sine arbejdere!“ tænkte jeg ved mig selv — og det var for at forvisse mig om hvordan det dermed forholdt sig, at jeg bad om at maatte gjøre en runde gjennem jere arbejderkvarterer. Nuvel, hvad jeg der fik at se overtraf mine værste anelser. Ogsaa i vort land existerer der fattigdom — men ikke af den slags! ... Ogsaa i vort land kan man træffe paa menneskelig elendighed — men aldrig træffer man der paa noget som ligner det jeg saa i jere arbejderkvarterer! Det var et græsseligt syn. Betalt med den pris vilde en hvilkensomhelst fordel være for dyrt kjøbt, hvor stor den end var — end sige da saa problematisk en fordel som den, at enkeltmand kan hobe op rigdomme, han alligevel ikke er istand til at bruge. At betale en fordel af den slags med en slig pris, er simpelthen meningsløst!
Og endda er jo det bare en del af den pris I betaler — den skrækkeligste del af prisen staar endnu
