Side:Anarkiets bibel (1906).djvu/189

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


tasien tilbage til mit eget land hvor dette menneskelige solglimt glitrer mig imøde overalt, og jeg saa atter aabner dem og ser mig om i denne festsal, hvor ingenting mangler uden netop dette menneskelige solglimt — da er det mig som flyttes jeg med ét fra straalende varm midsommer-sol over i isgraa vintertaage. — Nej, nej! jeg ved nok I er stolte af jert stel, og jeg indrømmer at det har noget storslagent ved sig som kan friste; men bringer det jer virkelig nogen menneskelig fordel — hvad jeg ikke tror det gjør — I betaler den i alle fald med en pris som ingen fordel i verden kan opveje.

Den lille gule mand taug og blev siddende og se stille hen for sig, med glasset løftet i sin haand. Gyldent funklet vinen i det slebne krystal, men det fanget ikke hans blik; hans øjne var aabne, men de saa ikke — hans sjæl var paa langfart. Den færdedes mellem et folk af smaa gule mænd og kvinder, der modig — siden det maatte saa være — la bag sig det der hadde baaret deres solbeskinnede lykke gjennem tusen aar, og uforfærdet, med sol i øjet, styret ud i en mørk fremtidsnat mod en ny ukjendt skjæbne... Aah, dette soløjede folk! hvordan mon den saa ud den skjæbne der var det beskaaret?... Vilde solglimtet i dets øje komme til at blegne og slukkes, som det var blegnet og slukket hos Vestens folk, for at erstattes af det gyselige skillings-glis?... Eller vilde det kaste sin straaleglans foran dette folk paa dets vej gjennem natten og lyse det frelst forbi det frygtelige undervands-skær hvor Vestens skude nu stod og hug-