ikke at anvende mere arbejdskraft end nødvendigt paa at producere hvad der gjennem efterspørgslen forlanges. Og naar den produktion er besørget, da er dermed alt gjort som gjøres skal — enhver videre produktion ud over det kan bare bringe ulykke, over befolkningen som over os. Mere arbejde end denne produktion kræver, gives der altsaa i det hele taget ikke, og mere kan der følgelig heller ikke skaffes. Men hvor intet er, der er arbejderens ret forloren.
Dermed var altsaa det skjær undgaat hvorpaa den østlige civilisation var strandet.
Men da Vestens pengepisk-svingere opdaget, at de alligevel hadde spændt formegen kraft for og var kommen til at overproducere sig, stak de lumsk sine hoder sammen og sa til hverandre:
— Fjernt i Øst ligger et gammelt land, hvis befolkning allerede for aartusinder tilbage skal ha udviklet en vis civilisation. Da imidlertid landet, taabelig nok, blev stængt af fra enhver forbindelse med udenverdenen, blev denne civilisation tidlig stanset i sin udvikling, og er siden blit staaende i stampe. Sikkerlig har beboerne af dette gamle land ikke vært intelligente nok til at gjøre de opfindelser, der nu i saa høj grad letter vor produktion. Sender vi dem altsaa resultaterne af vor overproduktion paa halsen, vil deres producenter derfor ganske sikkert ikke kunne konkurrere med os i prisbillighed — og lar befolkningen sig ved denne prisbillighed narre til at kjøbe vore varer, da har vi vundet spil. De penge som hidtil har vandret frem og tilbage mellem det gamle lands befolkning og dets
