producenter, kommer da til at ta vejen ned i vore lommer, producenterne blir lidt efter lidt nødt til at indstille sin produktion — og befolkningen vil efterhaanden fuldstændig forarmes. Men naar de stakler tilslut ikke har penge mere, hverken til at kjøbe vore billige varer for, eller til selv at organisere en produktion efter vort mønster, da organiserer vi den for dem ved hjælp af de penge, vi har narret fra dem — og dermed blir det os, som kommer til at svinge pengepisken i deres land som i vort eget. Saa det er naturligvis hvad vi har at gjøre.
Som sagt saa gjort: de lastet sine skuder med det overflødige gods, og sendte dem afsted til det lukkede land.
— Luk op! raabte skudernes kaptejner; her kommer vi til jer med varer saa billige, at naar I hører deres pris, vil I ikke kunne tro jere egne øren.
— Her slipper ingen ind! lød det iskolde svar.
— Aa jo vist! raabte kaptejnerne gemytlig tilbage; slip os dog ind, saa befolkningen kan faa se paa vore varer og høre deres utrolige priser. Vil den saa alligevel ikke kjøbe dem — nuvel, saa rejser vi igjen som vi kom.
Men dørvogterne svarte:
— I dette land producerer vi selv alt hvad vi behøver, og har altsaa absolut ingen brug for fremmede varer. Og det maa I jo selv forstaa, at hvor billig end en vare monne være, for den der slet ikke har brug for den, blir den alligevel for dyr. Rejs I altsaa kun
