Side:Anarkiets bibel (1906).djvu/172

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


ta løftet, og hvem der skulde faa slæbe af med udbyttet for næsen af de andre. I denne usle kamp var han nødt til at kaste sig ind. Og selv om han blev en af dem der sejret og slæbte af med byttet, denne kamp blev alligevel det der kom til at opta hans liv og fylde det med sine fremmede udvortes formaal — mens hans sjæls sprudlende væld tørret bort og bare efterlod et sugende savn som intet kunde stille. Hele hans eget indre liv kostet den ham altsaa, denne kamp om guld og magt. Og hvor stor end hans vinding blev, det sugende savn sad der bestandig og gnavet paa hans hjerterødder, og han kunde aldrig føle sig tilfreds, aldrig slaa sig til ro. Videre og bestandig videre styrtet han derfor afsted, efter mere magt og mere guld, som om det kunde hjælpe... løb og løb efter livet men fandt det ikke — og hans tørst efter guld og hans begær efter magt blev umætteligt og uden grænser...

Saadan var det fat med pengepisk-svingerne i Vesten.

Men den slags folk kunde jo vanskelig enes om noget somhelst mellem himmel og jord, og fast ordnede forhold som enhver maatte bøje sig ind under bød dem instinktmæssig imod. Se derfor er det, at den vestlige race indtil denne dag ikke har drevet det til at frembringe nogen civilisation, og at den vestlige del af pengefælden endnu kun er kaos og barbari.

Men ud af dette barbariske kaos vil alligevel engang en ny civilisation komme til at stige frem, og