Og saa fødtes han inde i pengefælden! ... fødtes inde i en tvangsanstalt der intet hadde med hans livs drøm at gjøre, og hvor han efter omstændighederne kunde bli — tvangslem eller gevaldiger! Det fri ubundne liv mellem fri ubundne mennesker som hans sjæl tørstet efter, hvor hver enkelt frit foldet sit væsens duftende blomst ud mellem alle de andres og gjorde luften svanger med menneskelig lykke — det liv var jo akkurat det modsatte af hvad pengefælden bød paa.
Det højeste han derinde kunde naa var — hvis han fødtes blandt de rige — at vandre omkring som en ensom sørgmodig fri mand mellem et folk af slaver. Og selv det var der ved hans opdragelse sørget for at han ikke naadde. Det bedste han kunde bli var svinger af pengepisken — og det blev han. Men lykkelig blev han ikke; hans livs drøm og hans virkelige liv kom jo aldrig til at dække hverandre. Og derfor blev han ond, det stod ikke til at undgaa.
Den fiendtlige naturs tryk paa sin vilje kunde han ha taalt uden at bli ond. Var han blit født mellem mennesker som ved et enigt løft i flok fravristet naturen det nødvendige for alle, og derefter slap sig løs i ubunden frihed, saa enhver kunde vie ialfald resten af sin kraft til det der var livets maal — gladelig hadde han da tat sin del af løftet for dermed at skabe den grundvold hvorpaa han selv som alle de andre kunde bygge sit liv op. Men isteden derfor fødtes han altsaa mellem mennesker hvis hele liv var en uafladelig kamp om, hvem der skulde finde sig i at
