Side:Anarkiets bibel (1906).djvu/170

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


brødet ud af munden paa sine arbejdere — de kunde jo uden det skaffe sig alt hvad deres hjerter begjærte, og hadde altsaa god raad til at vise den smule almenaand at la de arbejdsbesparende opfindelser ligge.

Helt anderledes med dem, der svang pengepisken i Vesten.

Den vestlige race var nemlig besat af et livsbegjær saa voldsomt, at det slet ikke lod sig tilfredsstille inde i pengefælden. Hvert enkelt individ led af en rasende tørst efter at leve sit eget liv helt ud, i al dets flommende fylde, uden hæmmende baand og skranker, i stolt ubunden frihed. Absolut uhindret at kunne forme sit liv ud af sit eget væsens trang — det var det dybe begjær, der brandt i hver enkelts indre. Ikke stille sig andre formaal end dem der af sig selv myldrer op af ens virkelystne sjæls dyb og tar ens interesse fangen, helt fra de danner sig som uklare ønskebobler nede paa dybets bund og pibler op gjennem sjælens forventningsfuldt stille vande, og indtil de i forklaret skikkelse svæver frem paa fantasiens horizont, som stolte flyvende planer, dem viljen i skaberglæde griber og gjør til virkelighed... Ikke stille sig andre formaal end disse sjælens egne... ingen fremmed viljes press føle inde i sit livs naturlige spil... intet ydre nødvendighedens tryk paa den glade skabende vilje... bare fri lystig skaben ud af sit væsens trang, uden anden modstand at overvinde end stoffets naturlige træghed — det, og kun det, var liv for den vestlige races individer! Saadan var den dybe livsens trang hos hver enkelt én.