Side:Anarkiets bibel (1906).djvu/169

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


kan derfor ikke strax begynde at udvikle nogen civilisation. Men naar det engang sker, da vil denne nye, vestlige civilisation ialfald forsaavidt ha en større chance for at række frem, som den ganske sikkert ikke vil komme til at strande paa det skjær hvor den østlige civilisation nu ligger vrag. Derfor er der paa forhaand sørget. Den hjertensbravhed som blev skjæbnesvanger for Østens civilisation fattes nemlig ganske og aldeles pengepisk-svingerne i Vesten; de to racer er himmelvidt forskjellig anlagte:

Tilhobe vandret menneskene ind i pengefælden for at sikre menneskehedens existens. Men den blotte existens var ingenlunde maalet for den enkeltes higen. Et hidsigt begjær brandt i hvert enkelt menneskes bryst efter noget andet og mere end bare det at faa lov til at existere — et hidsigt begjær efter noget der kunde gi livet et værd ud over den animalske existens. Hos den østlige race var imidlertid dette livsbegær ikke større end at det gik an at faa det tilfredsstilet inde i pengefælden; det hadde sit maal, sin grænse — og naar dette maal var fuldt, denne grænse naad, fandt individet sig tilfreds med sin skjæbne og kunde slaa sig til ro. Og det var hvad de gjorde, pengepisk-svingerne i Østen; de slog sig til ro med det liv svingningen af pengepisken sat dem istand til at føre, helt ud tilfredse allesammen, hver med sin lod. Derfor hadde de saa let for at enes og kunde tidlig skabe fast ordnede forhold og udvikle en civilisation. Og derfor faldt det dem ikke med en tanke ind, for en stakkers pengefordels skyld at ta