pengepisken ned i jeres branche, da kan jo hverken I eller jere arbejdere længer kjøbe hvad I behøver af det vi producerer. Følgen af jer optræden blir altsaa kort og godt den, at I og jere arbejdere kommer til at sulte ihjel, og at vi andre blir nødt til at indskrænke vor produktion, siden vi ikke mere kan regne med jer som kunder. —
Men nu var jo situationen ikke længer den.
De halstarrige faa hadde lidt efter lidt dresseret naturkræfter til at udføre produktions-arbejdet i praktisk talt alle brancher. I alle brancher kunde man nu — bare pengepisken blev lagt ned — gjerne om det gjaldt frembringe det flerdobbelte af hvad befolkningen magtet at forbruge. Men da man i alle brancher lod være at lægge pengepisken ned, saa maatte man jo ogsaa i alle brancher la være at spænde kræfterne for og isteden sætte sig til at bræmse, for saavidt muligt at passe paa, at der ikke blev produceret mere end der lod sig sælge. Og at saa lidet som muligt lod sig sælge, det besørget jo konkurrencen, ved at trykke befolkningens arbejdsløn ned til et minimum.
Heldigt var det under disse omstændigheder at svingningen af pengepisken nødvendiggjorde et uproduktivt arbejde af saa kolossale dimensioner, at et vanvittigt antal millioner mennesker derved fandt beskjæftigelse. Disse talløse hærskarer af uproduktive arbejdere blev jo ved hjælp af sine gager sat istand til at delta i efterspørgselen sammen med de produktive arbejdere; ellers hadde det nok set galt ud. Da imidlertid paa den anden side massen af de uproduk-
