kræfterne kunde slippe løs og overflødighedens fylde vælde ud, over dem selv som over alt folket...? End ikke med en tanke faldt det dem ind — hvor kunde det dog være? det var jo slet ikke til at begribe!.,.
Du sad der, gamle Satanas, og stirret ned i pengefælden, grundende over dette problem uden at kunne bli klog paa det.
Saalænge det endnu bare var i én eller nogle enkelte brancher at man raadet over dresseret naturkraft til at besørge produktions-arbejdet hadde tingen vært let nok at forstaa. Svingerne af pengepisken inden den enkelte branche kunde nemlig dengang vanskelig ha sagt til de andre:
— I vor branche kan vi nu med den allerstørste lethed producere alt hvad befolkningen i det hele taget magter at forbruge, og det agter vi altsaa herefter at gjøre. Men lidet vilde det jo nytte at vi gjorde det, hvis vi samtidig vedblev at sælge vore produkter; de vilde jo da alligevel ikke kunne komme den del af befolkningen ihænde, som ikke kan afse penge til at kjøbe dem for. Derfor lægger vi nu pengepisken ned og stiller vore produkter til fri disposition for alle og enhver.
Svingerne af pengepisken inden de andre brancher vilde jo da helt enkelt ha svaret dem:
— Vel! men vi beklager meget ikke at kunne gjøre gjengjæld. I vore brancher er det nemlig meget langt fra at der endnu kan produceres saa meget som befolkningen formaar at bruge, og vi er derfor fremdeles nødt til at sælge vore produkter. Og lægger I nu
