tive arbejdere blev omtrent ligesaa usselt lønnet som dem der forrettet det produktive arbejde, kom befolkningens samlede efterspørgsel alligevel bare til at beløbe sig til en ren ynkelighed. Og til denne ynkelighed var det at svingerne af pengepisken var nødt til at søge at reducere den hele produktion, siden de ikke vilde lægge pengepisken ned.
Følgen var altsaa for det første, at befolkningens store masse tiltrods for sin kjæmpemæssig øgede produktionskraft vedblev at gaa jevnt fattig omkring som før. Men ikke nok med det. Nej: det var jo dertil ikke engang muligt at forhindre at der blev produceret mere end man kunde sælge. Svingerne af pengepisken skaffet sig jo ikke paa forhaand en oversigt over, hvad der alt i alt kunde sælges, for derefter at producere hver sin del af det; de opererte jo hver for sig, i konkurrence med hverandre; og da ikke én af dem vidste noget bestemt om, hverken hvad der alt i alt lod sig sælge, eller hvormeget de alle tilsammen frembragte inden hver enkelt branche, kunde forsøget paa at indskrænke produktionen til hvad der lod sig sælge bare bli en raven om iblinde. Og da alle som bare kunde, forsøgte, paa at tjene penge ved produktion, stod det umulig til at undgaa at der snart i den ene, snart i den anden branche blev produceret „for meget“. Følgen var hver gang en krise indenfor vedkommende branche; var branchen af nogen betydning drog krisen inden den en almindelig krise efter sig; den hele produktion blev isaafald bræmset ned til elendigheds-
