der blev ogsaa lidt efter lidt brug for dem alle, fordi folkemængden i mellemtiden var voxet tiltrods for elendigheden. Men konkurrencen var haard allerede fra første stund af; der blev ingen glimrende forretninger gjort som kunde lokke ny overflødig konkurrence til; derfor undgik man denne gang „overproduktion“, og branchen gjenvandt endelig den ligevægt, som indførelsen af de nye maskiner hadde bragt den ud af. —
Efter saa mange ulykker og gjenvordigheder var det altsaa til syvende og sidst lykkedes svingerne af pengepisken at kunne holde forspændt saa meget af den dresserede naturkraft, at branchens produkter nu til stadighed var tilgjængelige for store lag af befolkningen, som før hadde maattet være dem foruden.
Men for de største og bredeste lag, for den arbejdende befolknings store masse, var branchens produkter endnu bestandig lige utilgjængelige. Og maatte vedbli at være det:
Thi ganske vist var den dresserede naturkraft forhaanden i ubegrænsede mængder, og fuldt op af arbejdere stod færdige til — om de bare fik lov — at spænde saa meget af den for, at produktionen kunde række op i højde med den hele befolknings behov; men man kunde bare ikke gi dem lov til det. Pengepisken skulde jo svinges, det der blev produceret sælges — og arbejdermassens portemonnæer var for smaa til at kunne delta i efterspørgselen efter branchens produkter. Selv om man altsaa spændte den nødvendige kraft for, saa der virkelig inden branchen blev pro-
