Side:Anarkiets bibel (1906).djvu/147

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


At menneskene i sin tid lod sig narre ind i pengefælden hadde slet ikke undret dig. De stod jo dengang nøgne og vaabenløse overfor en tilsyneladende fiendtlig og overvældig natur, som de aldeles mistvilet om at kunne mestre, og som de kun med den yderste anstrængelse formaadde at aftvinge selv det allernødvendigste. Haardt arbejde for den blotte føde, fra tidlig morgen til sildig kvæld, livet igjennem — det var hvad denne fiendtlige natur bød dem. Og det vidste menneskene med sig selv, at slige vilkaar tog ingen mand tiltakke med, saasandt det paa nogen mulig maade stod til ham selv; dertil var frihedstrangen i menneskenes bryst for stor. Den frihed, som den fiendtlige natur nægtet menneskeheden, vilde derfor den enkelte, der følte sig stærk nok, aldeles sikkert søge at skaffe sig paa den svageres bekostning; de svagere vilde bli gjort til slaver, de stærkere kom til at ligge i stadig kamp med hverandre om udbyttet af disse slavers arbejde, og resultatet bli en alles krig imod alle, der kom til at koste menneskeheden saa meget af dens kraft, at hvad der blev tilbage ikke mere vilde være nok til at sikre dens existens. At menneskene under disse omstændigheder foretrak at vandre ind under det kunstige himmelhvælv, og derinde engang for alle etablere et ordnet slaveri med pengepisken som tvangsmiddel, var jo fuldkommen forstaaeligt — det var jo nemlig det eneste fornuftige de hadde at gjøre, hvis det virkelig, som de bildte sig ind, laa over deres evne at mestre den fiendtlige natur...