Heller ikke hadde det i mindste maade undret dig at se de rige bestemt nægte at lægge pengepisken ned, da det glade budskab kom, at naturens fiendtlige overvældighed blot var et skin, og at menneskene meget vel kunde underlægge sig naturen, bare de kom sig ud af pengefælden igjen, saa det store tænke-organ kunde træde i virksomhed. Thi at lægge ned pengepisken og gi fra sig sit gode guid mod evangeliets vexel paa fremtiden, maatte jo dengang for de rige nødvendigvis fremstille sig som et højst voveligt spring ud i mørket. Sæt nemlig at menneskenes erobring af naturen af en eller anden grund mislykkedes; sæt f. ex. bare at den tog saa lang tid, at de gik træt og gav sig over. I saa fald maatte man jo, for at sikre menneskehedens existens, vende tilbage til pengefælden igjen. Og da var det jo aldeles uvist, hvem der kom til at bli de rige, og hvem de fattige. De rige, som vidste hvad de hadde, ønsket slet ikke at gjøre et sligt spring ud i mørket; de foretrak den ene fugl de hadde i haanden, for de ti som evangeliet synte dem paa taget — og det var jo højst forstaaeligt.
Men nu var jo de ti fugle paa taget fanget ind og blev bragt dem i bur og budt dem i bytte for den usle ene de hadde i haanden — og at de da ikke slog til, det var ikke længer til at begribe. Det var jo lykkedes nu for de halstarrige faa, ganske paa egen haand, uden hjælp af det store tænke-organ, at tæmme og dressere til produktionsarbejde saa megen naturkraft, at bare denne tæmmede og dresserede kraft
