Først studset du, Satanas, og vilde til en begyndelse ikke tro dine egne øjne. Men da det gik op for dig at tingen hadde sin rigtighed, blev du med ét helt lang i dit ansigt. For derom var der ingen tvil i din sjæl: det betød jo at du og ikke jeg, hadde tabt spillet. Nu stod den jo ikke længer til at undgaa den store revolution, den egentlige, den rigtige. Som en stormvind vilde den komme og med sin aandes pust feje bort pengenes blændværk; dit kunstige himmelhvælv vilde løse sig op i dunst og forsvinde, menneskene kom pludselig til at befinde sig midt ude under min aabne, frie himmel — og du vilde maatte lide den forsmædelse at se dem opføre en vild glædesdans, naar de derude opdaget alle de herlige livets skatte som laa og ventet paa dem, men som dit falske himmelhvælv indtil da hadde skjult for deres øjne.
Langsomt og dvælende svævet dit slukørede blik om nede i pengefælden. Den kjære gamle tumleplads for dine lystige løjer, nu tog du i aanden en vemodig afsked med den; dens dage var jo talte; inden kort vilde den ha ophørt at existere. Thi ret nu vilde den være der, den store revolution — dit lyttende øre fornam allerede vingesuset af den i det fjerne...
