ikke med den slags puslerier at det store himmelspring kunde gøres. Vistnok samlet de sig lidt efter lidt gjennem tidernes løb en liden sum af viden om forskjellige af naturens fænomener; men det var ikke med den slags mer eller mindre udvortes viden, at de kunde skaffe sig nøglen til naturens egentlige hemmeligheder, og gjøre sig til herre over dens skjulte kræfter. Skønt denne udvortes viden stadig voxet, nærmet den dem dog ikke med et hanefjed til det maal de egentlig stræbte mod — set i forhold til maalet var resultatet af deres ufortrødne arbejde i dine tanker nul; det monnet ikke det ringeste!
Men det monnet alligevel, Satanas, tiltrods for at du ikke mærket det. Ganske langsomt monnet det, men — det monnet.
Efter et par tusen aars forløb hadde de halstarrige faa paa enkelte felter ophobet saa megen viden, at de hér og dér begyndte at skimte en enkelt traad i den store sammenhæng. Og ikke før glimtet en saadan traad frem, før de halstarrige faa strax med et tigersprang hug kloen i den og ihærdig gav sig til at forfølge den — tilbage mod dens sammenhøng med andre traade, og fremover mod dens videre forgreninger. Og da endel saadanne traade var grebet, og sammenhøngen mellem dem fundet ud, tog de faas arbejde pludselig en for dig aldeles uventet fart — og til din forbauselse saa du „Videnskabens og Opfindelsernes Tidsalder“ oprinde, blandt andet med det resultat, at menneskenes evne til at frembringe hvad de har brug for, i en haandevending blev mangedoblet.
