forstaaelsen og fjerne enhver tvil. Men banden trak koldt paa skuldrene og gav ham paany valget: „Sværg eller dø!“ — Forbavset stirret Galilei paa de højfornemme herrer, og trodde et øjeblik at det hele var en slet spøg; men da lød det utaalmodig fra banden: „For tredje og sidste gang — sværg eller dø!“ Og saa svor da Galilei, svor med haanden paa bibelen, for at redde sit liv, at jorden stod bomstille midt i himmelrummet, og hadde sol maane og stjerner kredsende om sig som sine drabanter.
Som sædvanlig hadde du moret dig kostelig under det hele optrin — det frydet dig jo som altid at se uvidenheden, hyllet i den højeste videns kaabe, stolt sætte sin fod paa nakken af den opadstræbende viden. Men den pudsige blanding af naiv forundring og harmfyldt indignation, som stod malet paa Galileis ansigt mens han svor, gav denne gang i dine øjne optrinets slutning et saa højkomisk præg, at du brast ud i en torden-latter saa jeg trodde hele pengefælden skulde revne.
Fuldt saa højlydt ytret jo din lystighed sig ikke til dagligdags; men mangen hjertelig god latter skaffet altsaa den sorte bande dig paa de ulykkelige faas bekostning, og en ganske uhyggelig forsinkelse voldte du dem i deres arbejde.
Helt stanse dem kunde du ikke, men det brød du dig heller ikke om. Hvorfor stanse dem?! — deres virksomhed var jo i og for sig af en ganske uskyldig art; den kunde aldrig føre dem til maalet. Vistnok gjorde de nu og da en liden opdagelse, men det var
