Side:Anarkiets bibel (1906).djvu/135

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


dige pengevæsen! Nu da vi endelig tar fat der hvor vi burde begyndt allerede i tidernes morgen, nu vil vi ialfald samle hele vort sind og al vor tanke paa den storslagne kolos-opgave vi har liggende foran os, og uden at se os tilbage styre glade ud paa det vidunderlige fremtidens hav som endelig har aabnet sig for os... Se! alle vore længslers land ligger jo og lyser derude i horizonten... did hen er det vi maa — til arbejds, brødre, til arbejds! lad de døde begrave sine døde, vi levende har ikke tid! Ha, maalet, vor store bestemmelses maal, vinker os imod fra det fjerne — til arbejds! til arbejds!...

Haardt maa der nok til en begyndelse arbejdes, meget haardere, helt anderledes energisk end inde i pengefælden. Thi vel blir kampen for brødet lettere end den var for de fattige derinde, nu da vi alle lægger os i tøjet, og alle foreløbig nøjer os med det nødvendige. Men karrig er naturen mod os mennesker, saalænge vi endnu ikke har undertvunget den, og usle de smuler den lar falde til os fra sit rige bord, som var vi smaa hunde, og den vor herre og mester. En vældig del af vor kraft vil erobringen af brødet derfor endnu komme til at røve os. Og skal vi med den rest af kræfter som levnes os til vor egentlige opgave, kunne gjøre arbejde som monner, da maa der hænges i saa langt evner og kræfter i det hele taget rækker — en helt anden energi maa der til, end den vi har udviklet inde i pengefælden.

Men det har ingen nød. Det gjælder jo ikke længer at traske haabløst omkring i den aandsfortærende