Side:Anarkiets bibel (1906).djvu/134

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er godkjent


alle de helvedes kvaler, som trællens kaar fører ned over den fribaarne menneskesjæl. Uden haab om nogensinde at kunne naa frem til en menneskelig existens, har milliarder efter milliarder af vore brødre sukkende maattet æde sit brød i sit ansigts sved fra vuggen til graven, uafladelig pisket rundt herinde i pengefælden, i den samme aandsfortærende ring: arbejde, penge, mad — arbejde, penge, mad! Og imens laa altsaa, uden at de vidste det, alle livets herligheder forgjæves og ventet paa dem derude under guds aabne frie himmel, som vor sørgelige fejghed hadde stængt dem ude fra! — aa brødre hvad har vi dog gjort!

Men hvad nytter det at angre og slaa sig for sit bryst? hvad nytter det at sørge og hyle? hvad nytter det at afrive sit haar og sønderrive sine klæder og hylle sig i sæk og aske? — de svundne aartusinder staar dog ikke op af forgangenhedens nat og gir os vore brødre tilbage saa de kan leve livet om... ugjenkaldelig spildte er de for evig alle disse milliarder menneskelige existenser — vor sildige anger baader dem til intet.

Men vel, saa lad os da glemme det græsselige, som er sket, siden det ikke mere kan repareres! lad os slaa en streg over al denne jammerfyldte fortid og slette den ud af vort minde, for at ikke angeren og skammen over den kolossale forsmædelse skal bli liggende og tære paa vort sind og forringe vor handlekraft! Lad dette være vort sidste suk over de ulyksalige henfarne slægter... lad dette være vor sidste forbandelse over den trædske gud Mammon med hans djævelske ejendomsret, og dens underfun-