faa, som efterat menneskeheden hadde lidt sit store sørgelige skibbrud, ikke gav ævret op, men ihærdig vedblev at vifte med menneskehedens fane fra mastetoppen af den sunkne skude. Men dem tællet ikke du længer, Satanas; men jeg tællet med dem fremdeles — og med god grund. Thi helt faafængt, som du trodde, var deres ensomme stræben til syvende og sidst alligevel ikke. Det viste sig da ogsaa tilslut. Langt om længe, efter utallige frugtesløse forsøg, lykkedes det jo nemlig disse faa, som ufortrødent fortsatte med at tænke paa menneskehedens vegne, at faa listet sig bagpaa tilværelsen, skaffe sig er indblik i selve dens grund-mekanisme, og derved komme til erkjendelse af det virkelige forhold mellem naturen og den menneskelige bevidsthed. Og saa var det, at en skjønne dag, for totre tusen aar siden, sandhedens evangelium gjennem disse faas munde endelig kunde forkyndes for menneskene og indbyde dem til at forlade pengefælden, hvor menneskehedens store tænke-organ ikke kunde fungere — og begive sig ud igjen under min aabne fri himmel for at erobre universet og gjøre sig til verdens herrer.
Thi saa lød dette evangelium:
— Naturens fiendtlige overvældighed over mennesket er et blot og bart skin; mennesket og naturen rinder begge af samme rod; og den sjælløse natur ejer ingensomhelst magt, hvormed den kan hindre menneskeaanden fra at gjennemtrænge dens væsen, underlægge sig alle dens kræfter, og indrette sig i universet som en herre i sit eget hus.
