og fangarmen sank lammet tilbage og maatte gi det op som haabløst værk.
Tilsyneladende kunde de altsaa intet udrette de ensomme faa, som efter at menneskeheden selv hadde nedlagt sin tankevirksomhed, forsøgte at bøde paa ulykken ved, de ganske alene, at gaa omkring og tænke paa menneskehedens vegne. Det vældige døde organ lod sig ikke erstatte. Paa den dag da menneskeheden drog ind under det kunstige himmelhvælv og bøjet ryg undere pengenes aag, syntes den altsaa engang for alle at ha stængt sig selv vejen fremover til sit maal; paa den dag syntes den engang for alle at være gaat fejl af sin bestemmelse, og stod ikke mere til at redde.
Saadan saa det ud.
KAPITEL III
De halstarrige faa bringer evangeliget
——
Og dog lod jeg ikke min vandflom komme; dog gav jeg ikke spillet op. Til stor forundring for dig, gamle Satanas, som urolig begyndte at spekulere paa, om jeg kanske sad med en trumf i baghaanden, som du ikke vidste om. Det gjorde jeg jo ikke. Alt i mit haab stod ene og alene til disse enkelte individer, i hvem guddomsgnisten ikke lod sig slukke, disse haardnakkede
