skulde kunne finde sin vej fremover mod maalet. Sindrig var det indrettet, det vældige organ, og forsynet med en uendelighed af intelligente fangarme, alle ag forskellig struktur, og hver især istand til paa sin egen ejendommelige maade at slynge sig om universet. Samtidig omklamret af alle disse utallige fangarme vilde universet ikke mere kunnet vri seg unna, det vilde blit nødt til at lukke sig op for menneskeaanden, aabne for den alle sine porer og la sig gjøre helt gjennemsigtigt af den menneskelige tanke. Med dette vidunderlige organ var menneskeheden sin opgave fuldt voxen.
Men den kostelige vuggegave var jo gaat fløjten. I samme stund som menneskene, mistvivlende om sin evne til at erobre universet, tabte sit store maal af sigte, og fejgt vandret ind i pengefælden og derinde tog imod trællekaar for at sikre sig den sølle existens, i samme stund var jo dermed det vældige tænke-organ paralyseret, og alle de talløse fangarme sank slapt ned og blev hængende der som døde, uden at røre paa sig. Med undtagelse altsaa af en ganske enkelt fangarm hér og dér, som febrilsk sat sig i bevægelse, og med krampagtig energi forsøgte at fungere for det hele organ. Men det kunde jo ikke lykkes. Den enkelte fangarm med sin ene funktion kunde jo umulig erstatte det døde organ med dets talløse funktioner. Forgjæves slynget den enkelte fangarm sig om universet og forsøgte med opbydelse af al sin evne at holde det fast og tyde dets gaader; universet gled spottende unna,
