sig bort fra det hele og rettet blikket indad i sig selv — og fornam saa røsten som kaldte paa ham derindefra. Og stille fulgte han kaldet og vandret alene sine egen veje, grundende over naturens væsen og menneskehedens bestemmelse.
Men hvad kunde en saadan ensom stakkel udrette, han ganske alene, naar alle de andre svigtet! De mødte jo ikke frem alle brødrene i kaldet, hærskarerne som sammen med ham var kaldede til at drage ud og erobre universet for menneskeheden. Og i deres rækker var det jo han hørte hjemme, dér var det at han hadde sin plads, hvor han vilde vært en værdifuld kraft. Stillet alene overfor den vældige kolos-opgave strak hans evne ikke længer til, han stod fuldstændig magtesløs, og kunde intet udrette. Vide fløj hans ensomme tanke, tungsindig og forpint svævet den hen over livets gaadefulde, uendelige vande... ingen steds fandt den hold eller fæste... ingen, ingen steds! — og udmattet maatte den dale paa trætte vinger og hjælpeløs la sig synke og fortabes i det uudgrundelige dyb.
Intet syntes de at kunne udrette disse enkelte faa, som hér og dér, spredt for alle vinde, vandret ensomme omkring, uden engang at ane hverandres existens, og hver for sig forsøgte at ta det tankeløft, som alene den samlede menneskehed kunde ha magtet. Forgjæves syntes deres ensomme stræben.
Den samlede menneskehed kunde ha magtet løftet. Et vældigt tænke-organ hadde jeg jo git menneskeheden i vuggegave, for at den legende og sikkert
