Side:Anarkiets bibel (1906).djvu/128

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


gange — bare deres evner hadde faat anledning til at udvikle sig.

Men det fik de aldrig.

Massen af alle disse genialt udstyrede individer fødtes jo som fattige derinde i pengefælden og rak aldrig længer end til at trælle for føden fra tidlig morgen til sildig kvæld, livet igjennem. Aldrig hadde de tid til at stanse og lytte til røsten som kaldte paa dem inde fra deres sjæls dyb; langt mindre kunde de følge kaldet. Pengepisken suset jo uafladelig ned over deres rygge og drev dem ustanselig afsted, rundt og bestandig rundt i den samme usle lille taabelige ring: arbejde, penge, mad — arbejde, penge, mad.

Til dem lød altsaa kaldet forgjæves.

Og de andre, de der altsaa fødtes blandt de rige derinde i pengefælden? — ja de blev jo omtrent alle som én grepet af din guldtørst, blev slaver under den istedenfor under pengepisken, og fik altsaa heller ingen tid til at agte paa kaldet i sit indre. Deres liv gik hen med at svinge guldsvøben over de fattiges hoder, samle frugterne af deres arbejde ind i sine lader, og danse som en flok vilde om guldkalven.

Ogsaa til dem lød altsaa kaldet forgjæves.

Kun hér og dér saa jeg en enkelt én, hvem dit guld ikke formaadde at friste. At tilbringe sit liv med at samle i lader tyktes ham en daarlighed, dansen om guldkalven en latterlighed, og menneskehedens trældom under guldtørstens og pengepiskens aag fyldte hans hjerte med modbydelighed. Vammel ved menneskelivet som det artet sig omkring ham, vendte han