Side:Anarkiets bibel (1906).djvu/127

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


hodet og guldscepter i din haand, og tog imod dem med et jovialt velkomstsmil derinde i dit store falske gudfaderskjæg —: „Vær ikke bange, smaa menneskebørn!“ sa du igjen, da du saa at du hadde dem vel derinde — „nu er al fare over! nu er I frelste.“ — Hvorpaa du omhyggelig stængte af efter dem aabningen hvorigjennem de var kommet ind.

Og derinde er altsaa menneskene siden blit gaaende omkring og spilde sine herlige kræfter paa dit ejendomsvrøvl gjennem alle disse tusinder af aar.

————————

KAPITEL II

Mennesket synes engang for alle at være gaaet
fejl af sin bestemmelse

——

Dig har det frydet, Satanas, at se saa skjønne kræfter ynkelig gaa tilgrunde og spildes i det uendelige. For mig har det jo nærmest været et pinlig syn at se paa. Hvad har jeg ikke sendt ind i verden af genialt udrustede individer gjennem alle disse tusinder af aar! millioner efter millioner, milliarder efter milliarder, en talløs hærskares mangfoldighed for hver ny generation — og ingenting er der blit af dem. Ustanselig har de afløst hinanden, disse talløse hærskarer, og kunde i al denne lange tid legende ha erobret universet for menneskeheden, ikke én men hundrede