Side:Anarkiets bibel (1906).djvu/126

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er godkjent


neskene fra først af kunde drømme om at de nogensinde vilde bli. Deres erobring af naturen vilde inden kort kommet til at arte sig som et smilende triumftog — og for længe, længe siden vilde menneskeheden nu ha været installeret i universet som i sit hjem og være begyndt at leve det liv, som det er dens bestemmelse at leve.

Men isteden derfor tabte menneskene modet allerede fra første færd af og gav sig over med det samme. Da de saa sig nøgne og vaabenløse stillet ansigt til ansigt med den vældige fiendtlige natur, mistvivlet de strax feigt om sin evne til at mestre den — og blev i den grad forskrækkede over de usle kaar den uafhængige natur bød dem, at de endog gav sig til at frygte for selve menneskehedens existens.

Da kom du til dem, Satanas, i en reddende engels skikkelse, viftende med din ejendomsret og dit pengevæsen —: „Vær ikke bange, smaa menneskebørn,“ sa du med et beskyttende smil — „vel er naturen haard og stræng, og mennesket hjælpeløst git i dens vold; men her bringer jeg jer midlet, hvormed menneskehedens existens alligevel kan sikres for alle tider.“

Som et frelsens evangelium lød dine ord i de rædde menneskers øren. I sin forskrækkelse løb de lige lukt i din plumpe fælde, delte sig strax i fattige og rige, og drog skyndsomst ind under det kunstige himmelhvælv, hvor din guldsol lyste dem imøde, og hvor du selv allerede hadde sat dig tilrette i din gyldne sky, formummet som gud Mammon, med guldkrone paa