Side:Anarkiets bibel (1906).djvu/125

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


ejendomsvæv og sit pengevrøvl. Deres forbløffelse er altsaa forstaaelig nok. Men hvad i al verden har de at være stolte af?

— Jo! siger de —: alle disse vidundere er dog til syvende og sidst menneskeaandens værk, og vi hører da ogsaa med til menneskeheden! Altsaa er vi stolte, ikke paa vore egne, men paa menneskehedens vegne!

Den stakkels menneskehed! — paa dens vegne er der nok ingen grund til at være stolt; den kunde da vanskelig ha stelt sig daarligere, dummere og ynkeligere en den har gjort:

Vistnok sendte jeg menneskene nøgne ind i verden og stillede dem — kanske en smule haardhændt — vaabenløse overfor en tilsyneladende fiendtlig og overmægtig natur, som de kun med møje formaadde at fravriste det aller nødvendigste. Men samtidig tændte jeg da ogsaa guddoms-gnisten i deres indre, som sat dem istand til at liste sig bagpaa naturen og aflure den dens hemmeligheder — og dermed gjøre den til sin lydige tjener. Saa det var sandelig ingen daarlig udrustning jeg gav dem med paa vejen. Og hadde menneskene bare set situationen i øjnene uden at blunke, og modig tat kampen op; hadde de rolig delt mellem sig som brødre det forholdsvis haarde arbejde som til en begyndelse var nødvendigt for at holde existensen oppe; og var de med resten af sin kraft i sluttet fylking rykket naturen ind paa livet og hadde tat maal af den og begyndt at underlægge sig dens kræfter — meget hurtig vilde jo da deres kaar ikke blot ha lysnet, men blit mange gange lysere end men-