lægge sig alle naturens kræfter og tvinge dem til at tjene menneskelige formaal. Hvad har vi ikke allerede gjort for utrolige fremskridt bare paa disse hundrede aar! Om fædrene fra for hundred aar siden nu kom tilbage og saa, hvad vi har udrettet siden deres tid, og fremdeles udretter hver eneste dag, de vilde knapt tro sine egne øjne, de vilde falde i staver af forbauselse og beundring... hvad var vel deres tid imod vor... vor vidunderlige tid — vi som har den lykke og den ære at være født i Videnskabens og Opfindelsernes stolt fremstormende tidsalder...
— slig vaaser de op ad vægger og ned ad stolper mens de stirrer hen for sig med højtidelige miner og er færdige at sprække af bare vigtighed.
Om de ante hvor de tar sig latterlige ud! Hvad menneskeaanden har udrettet i disse sidste hundrede aar er jo bare en bitte liden begyndelse — for ingenting at regne mod det storværk den maa øve, før den kan gjøre universet til sit hjem og sætte menneskeheden istand til at leve det liv den er skabt for.
At denne tarvelige lille begyndelse tar sig forbløffende storartet ud for de synkvervede stakler dernede i pengefælden er jo ellers rimeligt nok. Massen af dem skjønner sig jo ikke det ringeste paa disse videnskabelige og tækniske ting; det er saavist ikke dem, der har afstedkommet denne udvikling af videnskab og teknik som de er saa flinke til at skryde af; alle disse opdagelser og opfindelser er jo kommet dumpende ned paa dem som fra himlen, mens de rolig gik der som før og idiotisk tosset bort tiden med sit
