ejendomsretten var en nødvendig institution; men den udelte ejendomsret — om den hadde vært mulig paa deres tid — vilde de alligevel ha betakket sig for. Ejendomsretten udelt i et konsortiums haand, det er jo menneskeheden inddelt i to kaster: herrer og slaver, husbond og tjenere — og „Frihed, Lighed og Broderskab!“ var revolutionsmændenes program. Nej, ejendomsretten var nødvendig, men gudskelov at den lod sig dele, saa alle frit kunde konkurrere om at faa part i den. Den delte ejendomsret, den fri konkurrence, det var jo netop frihed. Og vel førte friheden til ulighed i formues-omstændigheder; men den ulighed berodde jo paa den naturlige ulighed mellem menneskenes evner, deres større eller mindre dygtighed — og friheden bestod jo netop i adgangen for enhver til at bruge sine evner, sin dygtighed, til fordel for sig selv. Saa friheden krævet selv denne ulighed. Og naar bare privilegierne kom væk vilde jo adgangen til at benytte sine evner til at erhverve ejendom bli lige for alle — og den lighed var det som var frihedens lighed. Og den udelukket heller ikke broderskabet: Den fri konkurrence vilde jo nemlig løse ejendomsrettens opgave; alle vilde til enhver tid kunne erhverve det nødvendige. Og om da de dygtigste, ved ærlig og redelig at sejre i konkurrencen, fik mere end de andre, derfor kunde vel de sejrende og de tabende lige godt trykke hverandres hænder som brødre; det var dog til syvende og sidst bare om det overflødige, at konkurrence-kampen stod — det nødvendige var jo alle sikret gjennem selve konkurrencen, hvordan den end faldt ud.
