Slig ræsonnerte revolutionsmændene. I den grad var pengenes, den delte ejendomsrets underfundighed skjult for deres øjne. „Ned med privilegierne!“ blev derfor ogsaa hele deres program. Men dertil behøvedes bare en politisk revolution — og den indledet de altsaa ved stormen paa Bastillen. Nogle halvglemte udsultede fanger bares i triumf ud af deres celler og fik atter se den blaa himmel over sig — folket satte dem i frihed. Og dermed mente revolutionsmændene at ha indledet frihedens, folke-souverænitetens æra. Men din souverænitets æra var det de indledet, gamle gud Mammon — penge-souverænitetens æra. Frigjort fra privilegiernes lænker, hvormed konger og kejsere hidtil hadde bundet dem, rejste pengene sig nu i hele sin souveræne majestæt og tvang selv kejsere og konger til at bøje knæ for sig. Men sin fod satte den nye souveræn paa folkets nakke. Pengemajestæten satte sin fod på folkemajestætens nakke, og det nittende aarhundrede blev ikke folke-souverænitetens men penge-souverænitetens tidalder, hvor du gamle gud Mammon sad tilrors og ved dit underfundige pengestyre maget det slig at menneskene vedblev at være lige fattige, skjønt de meget mere end tidoblet sin evne til at frembringe hvad de hadde brug for — maget det slig, at de gik sultefattige omkring, mens de burde vært hovedrige.
Se det fik menneskene, fordi revolutionsmændene ikke hadde gjennemskuet pengenes underfundighed, og kastet ejendomsretten overbord.
