Hvem er mere herre over sin ejendom end den, der har den i form af penge?! Siger ikke pengene til ham: „Herre, herre, hvad vil du ha? se, alt kan jeg skaffe dig — byd, og din slave adlyder“. Og paa de præmisser blev slaven antat. Men slaven holdt ord som en skjælm: „Alt kan du faa for penge!“ — javel, alt hvad der virkelig produceres. Men det ene fornødne: en ordnet produktion, der skaffer alle det de har brug for og derved gjør mennesker til herre over sin egen produktionskraft — det kan ikke blot ikke faaes for penge, men det kan i det hele taget ikka faaes saalænge penge existerer! Slaven der tilsyneladende optræder saa ydmygt, og lader som om han lar sig bruge til alt, hundser i virkeligheden sin herre paa den lattterligste maade. Hvad der er herren det dyrebareste af alt: hans evne til selv at disponere over sine egne kræfter, bestjæler slaven ham for. Den tilsyneladende slave er i virkeligheden sin herres herre, og den tilsyneladende herre sin slaves slave.
Dette er pengenes underfundighed.
Underfundighed er dit væsen, gamle gud mammon; og pengesystemet er dit væsens udtrykte billede. Men menneskene var for troskyldige til at gjennemskue pengenes underfundighed, derfor fik du narret din delte ejendomsret med dens pengevæsen indpaa dem. —
Endnu idag er menneskene ikke naad frem til at gjennemskue pengenes væsen og fatte denne djævelske underfundighed — og revolutionsmændene var jo meget langt fra at ane den. De havde derfor slet ingen skræk for den delte ejendomsret. Tværtom. Vel trodde de at
