ride ind, og som naar den engang er indredet, lydig traver afsted med sin rytter paa ryggen, did han styrer den hen. Den delte ejendomsret i de konkurrerende producenters haand er derimod at ligne med et ondskabsfuldt balstyrigt asen af et dyr, der aldrig lar sig ride ind, som gir pokker i bidsel og tøjler, og bare traver afsted hvorhen den selv lyster med rytteren siddende hjælpeløs i sadlen, — hvis han da ikke er faldt af og hænger og slæber i stigbøjlen. Vel tillader hesten rytteren at svinge sig i sadlen, ja den holder endog en stund vejen, saa han til en begyndelse bilder sig ind at han har den i sin magt; men før han ved ord af det, skener bæstet pludselig til siden, ud af vejen, og afsted bærer det over stok og sten — til hest og rytter ligger og spræller nede i en myr, som de har al møje med at komme op af igjen. Og vel lar dyret sig saa, tilsyneladende godmodig, føre tilbage til vejen og rytteren stige op igjen — men bare for atter at begynde den samme daarlige spøg paany. Om igjen og om igjen, altid, bestandig.
Den delte ejendomsret er pengenes tossede regimente, hvor hest og rytter har byttet roller — hvor rytteren rides af sin hest. De konkurrerende producenter rides af sine egen pengeformaal, og blir redet ordentlig tilvands —: millionvis af menneskers arbejdskraft tvinges de til enten at kaste bort eller misbruge, saa den gaar ynkelig tilspilde, dem selv og alle til ubodelig skade. —
Menneskene lod pengesystemet narre indpaa sig, fordi pengene saa fromme og tamme og lydige ud.
