har frembragt, tages i brug, vil det ganske sikkert vise sig, at der indtræder overproduktion i de brancher, hvor der før tjentes de fleste penge. Men lad os sætte det mirakel, at nødvendigheds-materiellet i det forløbne aar virkelig er blit øget, ikke hverken med mere eller mindre, men akkurat med de nødvendige 2 procent. Nuvel, isaafald har de konkurrerende producenter dertil ikke anvendt mere end 5 millioner mand — de øvrige 5 millioner er altsaa blit anvendt til at frembringe luxus-materiel. Og det vil da gaa de konkurrerende producenter som det gik konsortiet —: naar luxus-materiellet tages i brug vil det vise sig, at en del af den luxus der frembringes, ikke lar sig sælge, og den mislykkede del af luxus-produktionen maa da indstilles. Men de producenter der saaledes blir nødt til at indstille sin produktion, kan ikke som konsortiet beholde sine arbejdere og sætte dem til at rejse nye luxu-etablissmenter, hvis produkter kanske vil falde mere i de besiddende klassers smag. Hver enkelt af de konkurrerende producenter har nemlig ikke som konsortiet kunnet gjøre produktionen af det nødvendige for sig selv og sine arbejdere til basis for sin luxus-produktion; han kan derfor ikke betale sine arbejdere med anvisninger paa nødvendigheds-artikler, som han selv ejer. Men skal han betale dem med anvisning paa nødvendigheds-artikler, der ejes af andre, da hedder den slags anvisninger penge — og penge har han ikke. Alle singe penge har han git ud, først til at faa sit luxus-etablissement rejst og dernæst til at la sine arbejdere drive det. Og saa etablisse-
