at gjøre sig op den samme mening som han, og altsaa kaster sig ind i den samme branche, skønt der i branchen slet ikke er plads for dem alle, det faar ikke hjælpe — det er jo netop meningen at der skal konkurreres! Og om de paa den maade alle tilhobe, lig en dum saueflok, kommer til at styrte sig over de faa enkelte brancher, hvori der for øjeblikket tjenes bedst, skjønt de derved utvivlsomt vil ødelægge forretningen, ikke blot for hverandre, men ogsaa for dem der allerede arbejder i disse brancher, det faar i guds navn være det samme — det er jo netop deri den fri konkurrence bestaar. De mindst pengestærke og de mindst forretnings-dygtige, som ligger under i konkurrencen, faar i guds navn gaa fallit! Og om disse falliter bringer arbejds-stansning og arbejdsløshed, og den hele produktion som følge deraf blir bræmset ned til elendigheds-niveauet, det gir de fanden! de pengestærkeste og de dygtigste grejer sig alligevel — leve konkurrencen! ... Man skulde tro det gjaldt en nytteløs sport, som disse privatmænd drev for sin fornøjelses skyld uden andet formaal end det, at faa rede paa hvem der er de pengestærkeste og de dygtigste — og ikke at det gjælder den produktion, hvoraf menneskehedens ve og vel er afhængig. —
Det er klart, at de 10 millioner mand, hvis arbejdskraft paa denne vanvittige maade misbruges af de galninger, der beskjæftiger dem, ikke efter et aars arbejde akkurat vil ha øget materiellet i alle nødvendigheds-brancher med de 2 procent som befolkningens tilvæxt kræver. Naar det nødvendigheds-materiel, de
