Det kan han derimod slet ikke altid, naar ejendomdommen sidder fordelt paa de konkurrerende producenters hænder — fordi de umulig kan planlægge frembringelsen af det nye produktions-materiel, men er nødt til at drive den paa maafaa. Hvordan vil i vort tilfælde tingene komme til at gaa for sig? —Jo:
Rundt omkring i den civiliserede verden sættes 10 millioner mand igang med at lave alskens nyt produktions-materiel. Deres arbejde ledes af nogle hundrede-tusen arbejdsherrer, der opererer hver for sig uden at samraade sig med hverandre. Ikke én af disse arbejdsherrer aner, hvor meget der alt i alt, verden over, produceres indenfor den branche han kaster sig ind i, og med hvor meget produktionen inden denne branche kan øges uden at der fremkaldes „overproduktion“ — ejheller hvormange andre foruden ham selv der kaster sig ind i branchen. Ikke én af dem kan altsaa være sikker paa, om ikke det materiel han nu gir sig til at frembringe, blir overflødigt og unyttigt. Men det spørgsmaal bekymrer end ikke disse brave privatmænd. At samraade sig med hverandre, for ialfald tilnærmelsesvis at faa rede paa hvor meget nyt materiel der vel kan bli brug for i hver enkelt branche, for derefter at enes om at frembringe hver sin del af det, kan jo slet ikke med tanke falde dem ind —: de lever jo i konkurrencens tid, altsaa skal der konkurreres! og følgelig blir det enhvers sag at gjøre sig op sin mening om, i hvilken branche faar han saa kaste sig ind. At en masse andre nødvendigvis kommer til
