der er beregnet paa dem, til at ligge og raadne paa lagerne, og konsortiet vilde gaa glip af hvad de kunde faat for de raadnede sager, nemlig det nye materiel som de ledige arbejdere hadde kunnet frembringe. Saa den galskab at la disponible arbejdere gaa ledige, kan intet centralstyre finde paa at begaa.
Hvis de besiddende klasser udgjør et konsortium kan der altsaa aldrig indtræde arbejdsløshed, fordi konsortiets centralstyre gjør produktionen af det nødvendige for alle til basis for den hele produktion. Produktionen af det nødvendige for alle, saaledes organiseret, at den uafladelig voxer i samme forhold som folkemængden, er jo at ligne med et uudtømmeligt, altid strømmende kildevæld, hvoraf konsortiet ustanselig kan øse op alt det, hvormed alles arbejde til enhver tid kan betales. Og ønsker arbejderne til enhver tid beskæftigelse fordi de ellers ikke har noget at leve af, saa ønsker konsortiet paa sin side altid at beskæftige dem, fordi det hvormed de kan betales ellers blir liggende og raadne op. At konsortiet til enhver tid raader over det nødvendige for alle, vil derfor si, at al disponibel arbejdskraft til enhver tid paa forhaand er kjøbt og betalt, og arbejdsløshed er altsaa en umulighed.
Ligger al ejendom udelt i et konsortiums haand, vil følgelig ejendomsrettens opgave være løst —: det nødvendige for alle blir da uafladelig produceret, og enhver arbejder kan altid ved at arbede skaffe sig sin del af det.
