at lat hvad der produceres af nødvendigheds-artikler vil bli solgt, og at de anvisninger, hvormed de 102 millioner arbejdere hver uge betales, stadig vil vende tilbage til centralstyrets kasse. Derimod er det paa forhaand givet, at ikke alt hvad der produceres af luxus vil være salgbar vare. Da man ikke tilstrækkelig kjendte de besiddende klassers luxusbehov, har man vært nødt til at prøve sig frem. Naar de nye luxus-etablissementer har faat kastet sine produkter ind paa markedet, vil det derfor nok vise sig, at der i nogle luxus-brancher produceres mere og i andre mindre end de besiddende klasser finder at ha brug for — og enkelte branchers produkter falder kanske slet ikke i publikums smag og lar sig i det hele taget ikke sælge. Af de anvisninger som hver uge udstedes til de besiddende klasser, og som tilsammen lyder paa et saa stort beløb, at der for dem kan kjøbes, ikke blot hvad de besiddende klasser bruger af nødvendigheds-artikler, men ogsaa alt hvad der produceres af luxus, vil derfor sikkerlig en del ikke vende tilbage i centralstyrets kasse. Men den eventualitet har altsaa centralstyret forudset. Anvisningerne gjælder derfor kun for et vist tidsrum, og naar det tidsrum er forløbet, anulleres de ikke tilbagevendte anvisninger — og de usolgte luxus-artikler kastes i grams til arbejderne eller tilintetgjøres. Samtidig indstilles naturligvis den mislykkede del af luxus-produktionen, og de arbejdere som derved blir ledige sættes strax til at hjælpe de 5,100,000 mand der laver nyt luxusmateriel. Blev de ikke sat i arbejde, kom jo den del af nødvendigheds-produktionen
