mentets produkter ikke har ladt sig sælge er pengene ikke vendt tilbage til ham. Hans kasse staar altsaa tom, og han har intet andet at gjøre end at gi sine arbejdere afsked.
Og der staa heller ikke en anden producent med penge paa næven færdig til at engagere de afskedigede arbejdere. For det første kan de ikke beskjæftiges i den samme branche, siden der i den er overproduktion — og flytte dem over i en anden branche lar sig ikke saadan uden videre gjøre, fordi den der arbejder med uøvede folk let risikerer at ligge under i konkurrencen. For det andet er en hoben penge blit bundne ved de uheldige luxu-fabrikanters falliter. Og for det tredje er det ikke i nedadgaaende tider man helst gaar igang med nye foretagender. De arbejdere der er blit disponible ved stansningen af den mislykkede luxus-produktion, blir derfor gaaende arbejdsløse omkring — det staar ikke til at undgaa.
Og kunde saa endda de konkurrerende producenter hindre arbejdsløsheden i at yngle! Men det lar sig ikke gjøre. De maatte da kunne holde arbejdslønnen oppe tiltrods for arbejdsløsheden — og det kan de ikke. De konkurrerer jo paa haarde livet, enhver af dem maa altsaa se til, at han producerer saa billig som muligt. Og gjør da arbejdsløshed, at der presenterer sig billigere arbejdskraft, saa tar han mod den med kys paa haand. Gjør ikke den ene det saa gjør den anden det, og naar først nogen gjør det maa de andre følge efter for ikke at ligge under i konkurrencen. Og dermed er hundred og ét ude: Ikke før har arbejdsløs-
