sit forbrug derefter, saa tvinger selve konkurrencen de konkurrerende producenter til at lægge endel af sin fortjeneste tilside:
En mand driver en produktions-forretning, og til idag har han tjent penge. Men imorgen opdager han at prisen paa hans produkter er faldt, og at hans produtkion gaar med tab. Da han undersøger sagen finder han, at en slump nye konkurrenter har kastet sig ind i faget og ødelagt forretningen ved at frembringe overproduktion. Det er en kjedelig affære, for hvad skal han gjøre? Fortsætter han sin produktion, taber han penge hver dag — holder han inde med at producere, mister han sin kundekreds og ødelægger en møjsommelig indarbejdet forretning. Da han imidlertid har en pén sum penge i baghaanden, beslutter han sig til at fortsætte, idet han sier til sig selv: Vistnok taber jeg penge hver dag, men det samme gjør ogsaa mine konkurrenter; de af dem der har færrest penge i baghaanden maa tilslut gi ævret op; og naar et tilstrækkeligt antal af dem er gaat fallit, og produktionen derved er bragt tilbage i sin normale gjænge, da blir ogsaa priserne normale igjen, og jeg tjener atter mine penge som før. Det er en kjedelig affære, men — gudskelov at jeg ialfald har penge nok til at kunne ride stormen af.
Mange slags farer lurer paa den konkurrerende producent og gjør hans stilling usikker, og vil han ikke risikere at ryge af pinden hvad dag det skal være, da maa han sørge for at ha penge i baghaanden, om det skulde knibe. Helst saamange som muligt, for
