begge dele, baade kapitalgevinsten og det de beregner sig for sit arbejde, forbruger de. Forbrugte de det ikke, vilde jo det betyde at de besiddende klasser, gjennem sin efterpørgsel, ved en fejltagelse var kommen til at forlange mere forbrugsartikler end de har brug for, og isaaflad vilde de ikke forlange den samme forsyning paa ny omgang — deres efterspørgsel vilde altsaa minke, arbejdsløsheden indfinde sig og bræmse-apparatet sætte sig i bevægelse. At inge arbejdsløshed indtræder vil altsaa si, at de besiddende klasser paa en prik bruger just netop akkurat det de tjener. Ikke mere, thi der produceres ikke mere — og heller ikke mindre, thi da vilde der indtræde arbejdsløshed.
Dette resultat, at de besiddende klasser bruger akkurat hvad de tjener, og hverken mer eller mindre, kan naturligvis et øjeblik tænkes fremkommet ved, at nogen bruger mere end de tjener og andre mindre. Men at dette mere og dette mindre just akkurat skulde dække hverandre, det maatte jo da bero paa et ganske mærkværdigt tilfælde der ikke kan indtræffe hver dag. Hvis derfor de besiddende klasser vedvarende paa en prik bruger hvad de tjener, da maa det være fordi hvert enkelt individ inden de besiddende klasser hele tiden bruger sin fortjeneste op til sidste øre.
Det er imidlertid, under den fri konkurrences regimente, en umulighed.
Bortset fra at en forretningsmand slet ikke til enhver tid kan vide akkurat hvad han tjener og indrette
